Man kan godt anlægge et surbundsbed uden at bruge spagnum på flg. måde:
30 til 40 cm jord graves væk i det ønskede surbundsbed, og der lægges ca. 10 cm kalkfrit sand i bunden. Så lægges den oprindelige jord tilbage, evt. blandet med kalkfrit sand og øverst lægges ca. 10 cm lag barkflis eller et lag af gran eller fyrrenåle. Det er nålelaget der er med til at give jorden, den rigtige surhedsgrad og forøge porøsiteten. Bedet vedligeholdes ved at man hvert år lægger et godt lag barkflis eller nåle ovenpå bedet. Rådet er anvist af foreningen “Praktisk Økologi”, der ikke går ind for anvendelse af spagnum i haverne. Rhododendron og andre surbundsplanter trives bedst i sur og velformuldet jord der er særlig fugtighedsbevarende. Placér helst planterne i halvskygge så udtørring forhindres og undgå at placere dem på særligt frostudsatte steder.
Et surbundsbed kan sagtens anlægges ovenpå de nedklippede og døde bambus. På denne måde får man løst problemet med at grave bambusrødderne op og her er et surbundsbed nok en god løsning. Hvis man vil plante rhododendron ovenpå bambus bør der laves et bed ovenpå bedet. Dertil skal der købes klyner som kan skæres til så rammen passer for ethvert bed. De er noget dyre at anskaffe så i stedet kan der også laves et ophøjet bed af brædder, brosten, fliser o lign. som evt. fores i siderne med sort plast. Når rammen er lavet med klyner eller brædder eller lign.. kommes der spagnum i bedet og ved plantning af rhododendron bør man huske at der skal være minimum 10 til 15 cm surbundsjord under planten og ca 20 cm til siderne omkring rodklumpen. Rhododendron har en kompakt rod, der udvikler sig langsomt og ved plantningen bør man sørge for at den ikke plantes dybere end den stod i sin potte, da det har betydning for plantens ånding.. Træd aldrig jorden ned omkring rhododendron da man kan komme til at ødelægge rødderne. Vær forsigtig og klap hellere jorden godt omkring rødderne. Rhododendron kan fås i forskellige sorter, nogle trives bedst i halvskygge, mens andre også tåler at stå i fuld sol. Spørg på planteskolerne når valget foretages. Rhododendron bør efterses om vinteren og især hvis bedet er placeret ovenpå jorden hvor planterne er mere udsat for at tørre ud. Vand planterne under bladene og sørg for at der er spagnum nok som dyne over planterene. Er bedet anlagt i løbet af efteråret er det særlig vigtig at kigge til planterne og beskytte dem mod barfrost da de så ikke har nået at udvikle et godt rodnet. Der findes over 13 000 forskellige hybrider af rhododendron så det er en plante med et stort sortsudvalg. I surbundsbedet kan der plantes andre smukke planter som f.eks. astilbe, lyng, firblad, tyttebær, blåbær m.fl.
Nb. Hvis et bed anlægges så det er i niveau med havens jord bør bedet graves så dybt at 40 cm jord er væk og dette erstattes så med spagnum eller du følger den øverste opskrift..
Hav en god dag.
Hilsen Anemette.