-
Tagetes erecta
også kaldet Afrikansk tagetes En frodig plante med frisk grønt løv og
med fyldte blomster, der kan minde om nelliker. Farverne varierer fra
lysegul til orange. Der findes et utal af sorter f. eks. ´Gold coin´
og ´Crackerjack´ som bliver ca. 75 cm høj, sidstnævnte udskiller især
stærke rodsekreter, som virker afskrækkende på nematoder og modvirker
jordtræthed. Den vil derfor være anbefalelsesværdig til rotation i
køkkenhaven, og er desuden god som afskæringsblomst. ´Jubilee´ der er
tidligt blomstrende får ca. 60 cm høje planter med tætfyldte kurvblomster.
Alle tagetesarter stammer egentlig fra Amerika, men når T. erecta
hedder afrikansk tagetes skyldes det at denne art er blevet særlig populær i
Afrika hvor den har naturaliseret sig.
-
Tagetes erecta var. nana
får tidligtblomstrende lave nellikkeagtige blomster og en række sorter af
denne art bliver kun 20 til 25 cm høje.
-
Tagetes minuta
kaldes også for Mexikansk tagetes, og bliver en ret høj plante (op
til 1 meter)med små blomster. Den skulle være god til at holde ukrudt nede
bl. a. skvalderkål, kvikgræs og snerler. Hvis den sås for sent (maj) vil den
ikke altid komme til blomstring herhjemme. Denne plante har en vis effekt
overfor nematoder og insekter. Bladene af Mexikansk tagetes bruges i
Sydamerika som krydderi i supper, kød og grønsager og olien der udvindes af
planten bruges som smagsingrediens i iscreme, gelatinedesserter, i slik og
sågar i cola.
-
Tagetes patula.
Denne tagetes kaldes for Almindelig tagetes og dufter
stærkt. Dens rodsekreter virker afskrækkende på nematoder, og den stærke
bladlugt kan afskrække mellus og skulle være god at plante mellem tomater
for at holde dem fri for diverse skadedyr. Blomsterne er enten enkelte eller
fyldte. De kan være ensfarvede eller i flere farver i forskellige mønstre-
Farven kan variere fra orange og rødbrun.
-
Tagetes tenuifolia pumila.
Pumila betyder dværgagtig og lav og hybrider af denne giver både mørkorange,
citrongule og rødbrune blomster Disse sorter får små blomster.
-
Sorterne T. tenuifolia `Tangerine gem, ` og ` Lemon
Gem får enkelte orange blomster og det fine bladløv er citronduftende.
Det er især disse blomster, der bruges i salater og til at drysse over
pandekager, ost og sovse. Planterne har en lang blomstring. Disse sorter er
bl. a. brugt til at farve smør gult eller de er brugt som erstatning for
safran.
-
Tagetes lucida
Lakrids tagetes (Mexicansk esdragon). I Mexico hedder den anisillo
og hierba anis. Planten kan blive ca 80 cm høj og får glinsende
aflange og frynsede blade. Den bliver træagtig ved grunden og får i
sommerens løb kvaste af gyldengule små blomster der er 1 cm i diameter. Den
blev oprindelig brugt i Aztekernes chokoladeopskrifter og bruges den dag i
dag i religiøse ceremonier hvor den afbrændes som røgelse. Hvis Tagetes
lucida tages ind før nattefrost i oktober kan den overvintre f. eks. i
havestuen hvor der kan klippes af de lakridssmagende blade til te og
kødretter mm. I tropiske lande er den kendt som en erstatning for fransk
esdragon, der ikke trives hvor jorden er for tør og mager.
Økologiske undersøgelser
peger på at tagetes vil være anvendelig til at fordrive rundorm (nematoder) hvis
disse er konstateret i et kartoffelfelt. Tagetes sås da på selve
kartoffelstykket året efter og kan på denne måde fordrive disse uønskede gæster.
Der findes også stoffer i tagetes der virker afskrækkende på svampe, bakterier
og insekter og så anbefales det at dyrke tagetes på udpint og `træt `jord.
Der er altså flere ting
der taler for at tagetes bør dyrkes i køkkenhaven både som forebyggelse for
havens planter og som en spændende spiselig blomst.